Hjemmeværnets Historiske Center
På Civilforsvarsstyrelsens regning blev der dengang opført lokale civile kommandocentraler i alle de vigtigste kommuner - herunder også i Skive Kommune.
Skives første kommandocentral lå i kælderen under Aage Nielsensvej 21 og er opført i starten af 1950’erne.
I 1967-1968 opførtes en ny og mere avanceret kommandocentral på Skive Tekniske Skole. Centralen var færdigbygget i sommeren 1968.
Bunkeren er selvforsynet. Kommandocentralen har f.eks. egen nødstrømsforsyning og kunne filtrere luften ren, hvis der blev brugt biologiske, kemiske eller atomare våben mod f.eks. Flyvestationen i Karup eller NATO krigshovedkvarteret (Bunker 7) ved Finderup.
Bunkeren har et situationsrum, signalrum hvorfra der kan ringes og skrives ind/ud, opholds- og soverum, radioaktivt måleudstyr, badeværelser samt kontorer.
- Regeringen fastsatte krav til kommunen om, at den skulle lægge planer for det kommunale civilforsvars organisation og omfang, så civilforsvaret kunne koordinere redningsindsatsen fra bunkeren, hvis 3. verdenskrig var blevet en realitet. Senere blev det yderligere indskærpet, at kommunen skulle lægge detaljerede planer inden for det tekniske og det sociale område i kommunen.
- Kommunerne skulle derfor sikre, at centralforvaltningen var i stand til at bevare overblikket, registrere fødsler, dødsfald og flytninger uden om centralpersonregistreret, sikre drikkevand, kloakering og renovation, kontrollere levnedsmidler for kemiske kampstoffer eller radioaktiv forurening, modtage patienter hurtigere fra hospitalet, varetage omsorg af evakuerede og børn, hvis forældre skulle gøre tjeneste samt nødreparere veje m.v.
Civilforsvarsstyrelsen (den nuværende Beredskabsstyrelse) betonede over for kommunerne, at situationen under krise eller krig kunne medføre, at kommunen ville blive stillet over for uvante opgaver.
Det kunne dreje sig om folkebespisning som følge af fødevaresvigt eller strømsvigt, formidling af arbejdskraft til de job, der mangler mandskab som følge af en mobilisering, administration af rationeringsordninger, opretholdelse af udbetaling af løn og sociale ydelser samt at give information til borgere via lokalaviser som Skive Folkeblad, lokalradioer, højttalervogne eller husstandsomdelte meddelelser.
Samtidig indførte Folketinget nødstyreregler, som skulle gælde under krigsforhold, hvor det ikke var muligt at samle kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsens økonomiudvalg kunne i så fald overtage beføjelserne, og hvis ikke det var muligt at samle økonomiudvalget havde Skives borgmester de samlede beføjelser.
Kilde: Skive Folkeblad - Dansk Koldkrigs forening og forfatter Karsten Hvam Pedersen
Er man nysgerrig på andre bunker i Danmark kan oplysninger ses på REGAN VEST hjemmesiden Andre bunkere | REGAN VEST - Atombunkeren